fbpx

Om os

Hvordan det hele startede

Anthon og Katrine er en familievirksomhed, der sætter en ære i at binde smukke buketter og indrette rum med naturtro planter. Blomster og planter har altid været en del af vores liv, og i dag arbejder vi udelukkende med naturtro blomster og planter, fordi det er et langt mere holdbart og bæredygtigt valg. Som blomsterkunstnere, kan vi, gennem vores håndværk skabe smukke og holdbare blomsterbuketter og planteløsninger til virksomheder – med god samvittighed.

Her er vi så...

Katrine

Er passioneret omkring blomster og bæredygtighed. Hun er stolt af at være blomsterkunstner, og kvaliteten af blomster og godt håndværk er afgørende. Hun er dagligt ude hos firmaer for at fortælle om fordelene ved naturtro blomster og finder frem til de helt rigtige løsninger til den enkelte kunde. Hun værdsætter også tiden i blomsterværkstedet: Det kreative frirum sammen med datteren Line giver overskud og godt humør. Derudover er hun engageret i Det Danske Haveselskab og nyder at se Downton Abbey, engelske haveprogrammer og gør-det-selv udsendelser i TV. Når hun er på landevejen lytter hun gerne til en go’ bog eller følger med i udsendelser på P1. En have på 3000 m2 og et endnu større engprojekt optager resten af fritiden for hende og Anthon.

Anthon

Er firmaets ”Georg-Gearløs” og fejedreng med det økonomiske overblik. Anthon er vokset op i det der dengang var et af Skandinaviens største gartnerier. Når han fortæller historier om, hvordan de gennem vinteren kontinuerligt fik besøg af tankbilen med olie, ja så løber det én koldt ned ad ryggen. Der blev brugt op til otte ton råolie i døgnet blot for at holde roserne frostfrie. Anthon sørger også for værkstedsindretningen, hvor det er en selvfølge at genbruge gamle materialer til nye løsninger. Han er vild med mekanik, og ting der kan skilles ad, og kan dagen krydres med en kop go’ kaffe og andre menneskers livshistorier, ja så har det været en dejlig dag. Og så gi’r han verdens bedste Bamse-krammere.

Line

Er yngste medlem af familien og næste generation i firmaet. Hun er blomsterhåndværker og har sin daglige gang i blomsterværkstedet. Her binder hun smukke buketter, og sørger for at have det kølige overblik på lagerbeholdningen. Hun nyder også at møde kunderne for at få en hyggelig snak, når hun leverer den månedlige buket. Gør-det-selv er hun også ferm til, hun har blandt andet bygget det skønneste kolonihavehus. Nu bor hun på et dejligt husmandssted sammen med kæresten Asger. Sammen driver de et økologisk landbrug med masser af høns og grøntsager. De dyrker filosofien “fra jord til bord”, derfor går de gerne på jagt eller finder fiskestangen frem, når der står kød på menuen.